Hej, jeg hedder Marianne Juelsgaard og ejer firmaet MentalForandring.
Mit ønske om at hjælpe andre med at deaktivere deres kroniske smerter er affødt af al den lidelse mit eget liv med smerter bragte.
Det er så altomsiggribende og invaliderende både fysisk, psykisk og socialt at leve med kroniske smerter. Det kan fuldstændig opsluge alt vores kraft, glæde og fokus.
Jeg tror ikke på, at det er meningen, vi skal lide. Selvfølgelig oplever vi smerte og kriser og lavpunkter, men det er ikke det, der skal definere eller dominere vores liv.
Når det så er sagt, kan det jo være et vilkår. Det måtte jeg erkende efter de første 7 år med reumatoid artrit (kronisk leddegigt). Jeg havde ufattelig mange smerter og fik medicin der hjalp noget, men gav mange bivirkninger og ikke fik smerterne til at gå væk.
Jeg måtte gøre noget andet
Jeg besluttede mig for at slippe kampen med smerterne og i stedet fokusere på at få mere fred i mit sind. Få det bedre med mig uanset om min krop gjorde ondt. Blive mere venlig, kærlig og rummende over for mig selv. Styrke mit selvværd og skrue ned for den hårde selvkritik. Først og fremmest i mine tanker.
Min uddannelse som coach og mentaltræner gjorde det tydeligt for mig, at vores tanker og oplevelse af indre styrke og værd har ufattelig stort potentiale – og kæmpe indflydelse på vores livskvalitet.
Gradvist og næsten uden jeg lagde mærke til det, aftog smerterne. Nogle gange tog de til, men kun kortvarigt. Og selvom jeg ikke arbejdede direkte med mine smerter, blev jeg mere og mere overbevist om, at der var en klar sammenhæng mellem mit sind og smerterne i min krop.
En ny vej
I 2022 havde jeg stort set været ude af medicinsk behandling i 8 år, og både symptomer og smerter svingede mellem meget få eller ingen.
Jeg læste da den nyudkomne bog “Vejen ud af smerte – en videnskabelig afprøvet metode til at helbrede kroniske smerter” af Alan Gordon og blev helt stille.
Det var som om, jeg læste min egen historie. Metoden til at deaktivere kroniske smerter, eller rettere neuroplastiske smerter, var nu sat i system og videnskabeligt bevist.
Dog bliver det understreget i bogen, at smerter fra fx autoimmune sygdomme som min ikke er målgruppen, og at metoden ikke er rettet mod den type smerter.
Det ændrer ikke på, at jeg stort set er smertefri, og at jeg har arbejdet med mit sind og min hjerne på måder, der er i overenstemmelse med bogens metode.
Pain Reprocessing Therapy
Metoden hedder Pain Reprocessing Therapy, PRT, og i 2022 blev jeg certificeret PRT Practitioner som den første i Danmark hos Pain Reprocessing Therapy Center med Alan Gordon som en af underviserne.
Kombineret med coaching og mentaltræning er PRT en kraftfuld metode til at mindske eller helt fjerne kroniske smerter. Og som bonus vil du samtidig opleve mere fred i sindet, mere livsglæde og højere livskvalitet. Og så er det uden bivirkninger…
Du skal dog vide, at behandlingen ikke går ud på, at jeg fixer dig. Men du bliver guidet og støttet, så du lærer præcis, hvordan du selv kan deaktivere dine smerter. Og i modsætning til de 10 år jeg brugte på at prøve mig frem, kan du nu med målrettet træning deaktivere dine kroniske smerter på langt kortere tid. Til glæde for mig og til gavn for dig <3
Glæder mig til at møde dig!