Der er mange grunde til, at vi kan opleve kroniske smerter og intuitivt ved vi, at der er noget galt i kroppen, som forårsager smerten. Men smerter opleves med hjernen, og hjernen kan tage fejl. I virkeligheden fordi den vil gøre alt for at beskytte os og til enhver tid gøre os opmærksom på fare.
Mange af os kender til piskesmældsskader og ved også, at nogle udvikler kroniske smerter deraf. Faktisk er det over 10 %. Piskesmæld er en forstuvning, altså en skade der forholdsvis hurtigt heler op, og derfor har de kroniske smerter deraf været en gåde. Mange forskere har forsøgt at knække koden. Fx rettede man blikket mod Litauen, hvor ’kronisk piskesmæld syndrom’ ikke findes. Mange undersøgte en stor gruppe, der i bilulykker blev påkørt bagfra, men ingen havde smerter eller symptomer efter 3 måneder. Den eneste plausible forklaring var, at ingen FORVENTEDE at have smerter efter opheling. Tilsvarende lavede man i Tyskland et forsøg med simulerede bilulykker med en påkørsel bagfra, der dog ikke reelt var det. 20 % havde nakkesmerter efterfølgende og 10 % havde stadig smerter efter 3 måneder. Så fordi de TROEDE, at de var blevet påført en skade, fik de symptomer.
Så noget tyder på, at det vores hjerne forventer og tror, sidestiller den med det, der faktisk sker, og derfor reagerer hjernen som om, det er sket og sender smertesignaler tilbage til kroppen.
Er det så noget, jeg bilder mig ind? Nej, det styrer hjernen helt selv udenom din bevidsthed.
Smerter hænger ikke altid sammen med skader
Men hvad så når scanninger med mere viser, at der er noget strukturelt galt i min krop? Fx udposning af diskus eller skævheder i ryggen. Faktisk ved vi gennem forskning, at rigtig mange af os har ’skader’ og skævheder i ryggen, hvis vi blev scannet. Men mange af dem forårsager ikke smerte. Og selv vi har rygsmerter og får taget røntgen, som viser en skade på det sted, kan vores symptomer variere, ændre sig eller flytte sig så meget, at det ikke nødvendigvis hænger sammen med det fysiske problem i kroppen.
Men intuitivt og helt naturligt ved vi, at har vi smerter, så er der noget galt i kroppen. Men tænk hvis det er hjernen, der misfortolker og dermed holder os i smerte. Forskere i USA har længe været på færden af, at oplevelsen af ens sygdom eller skade kan være afgørende for, om man udvikler kroniske smerter eller ej. Man har fx undersøgt en større gruppe med begyndende rygsmerter, og uden at tage røntgenbilleder af ryggen, har man ved hjælp af hjernescanninger forudsagt, hvem der fik kroniske smerter med en sikkerhed på 85 %. Disse viste nemlig nogle andre neurale stier i hjernen.
Hjernen vælger de velkendte stier
For hjernen er plastisk. Formelig. Vi kan lave nye spor i hjernen. Men den kan samtidigt også være trænet så meget i noget, at den for alt i verden vil fortsætte i det spor. Og nogle af os har ubevidst trænet spor, der gør det mere sandsynligt, at vi udvikler kroniske smerter. Og de spor handler om frygt. I meget bred forstand.